Interview Lars Ravn

Som nyudsprungen kunstner i starten af 1980’erne var du tilknyttet Silkeborg Kunstmuseum som militærnægter. På hvilken måde har dette forløb og de levende såvel som døde kunstnere, du har mødt her på stedet, påvirket dig og din tilgang til kunsten?

Dengang jeg var militærnægter, var jeg ikke kunstner endnu, jeg var militærnægter. Jeg havde en drøm om at blive kunstner, og jeg havde fået det råd, at det handlede om at være flittig. Så efter jeg havde aftjent min daglige tjans på museet på otte timer, så gik jeg hjem til mig selv og arbejdede mindst én time med mit eget. Langt de fleste aftener blev det til mange flere timer, og i løbet af de ti en halv måned, hvor jeg boede i Silkeborg, var der kun tre dage, hvor det projekt ikke lykkedes for mig. Da jeg var færdig som militærnægter, tog jeg det princip med til København, og der kunne jeg så bruge de otte timer plus det ekstra på at lave min kunst.

Med hensyn til mødet med kunsten på museet lærte jeg rigtig meget af at se på billederne fra samlingen. Jeg har på denne udstilling bl.a. lavet en introduktion, hvor jeg har været i magasinet og udvælge nogle billeder, der havde stor betydning for mig dengang, jeg startede. Så jo, jeg blev påvirket. Som jeg har sagt mange gange, er der ikke er noget, man lærer så meget af som noget, der er godt inden for det fag, man gerne vil beskæftige sig med. Hvis man ser noget lort, kan man bare konstatere, at det er noget lort, men det bringer egentligt ikke en videre. Det, der kan bringe en positiv videre, er at se noget godt, og man kan så satse på at kunne hæve sig op til det niveau på et eller andet tidspunkt. Det gælder jo også i forhold til det at blive et godt menneske.

 

Kan man med den retrospektive udstilling Skudt papegøjen på netop dette museum sige, at du har sluttet en ring i dit kunstneriske virke?

Ja, man skulle da være et skarn for ikke også at kunne lægge det i det. Det begyndte på Silkeborg Kunstmuseum, og jeg har nu fået mulighed for at tage en pejling af, hvor jeg er i mit liv efter 28-29 års virke. Det har været en kæmpe udfordring, og det har været enormt spændende, men jeg oplever det også som et springbræt til at fortsætte eventyrerne inden for kunstens verdens og kunstens vilkår. Jeg vil især gerne udvide mine kontakter til Kina, fordi jeg synes, det er et vanvittigt spændende sted lige nu. Det tror jeg faktisk altid, det har været, men jeg er først kommet derud nu.

 

Har du et samarbejde i gang med kinesiske kunstnere lige nu?

Det har jeg via Corner, hvor vi netop har fået den kinesiske kunstner Tommy Wang med som medlem. Han har været gæst i sammenslutningen i et par år, og gennem hans kontakter bl.a. til akademiet og Else Marie Bukdahl var jeg i Kina og udstille sidste år. Hans kone, der er kunsthandler, er også begyndt at arbejde med mine ting i derude. Disse spæde begyndelser minder lidt om tiden for 28 år siden, hvor jeg fik lov til at deltage på den lokale sommerudstilling i den lille biograf i Silkeborg, hvis jeg ville acceptere at hænge mellem vinduerne, hvor ingen andre ville hænge. Dengang jeg sagde fedt nok, bare jeg får nogle billeder op, og lidt det samme gentager sig nu, bare i Kina, for kinesere er jeg jo ”nybegynder”.

 

Dine værker er generelt kendetegnet ved en høj grad af sanselighed, ikke mindst på grund af din brug af stærke, klare farver. Til udstillingen her har du fået fremstillet et malet mosaikgulv, der netop gennem brugen af farver intensiverer og omsætter mødet ikke bare med rummet, men også dine værker til en decideret kropslig sanseoplevelse. Hvad er ideen bag dette installatoriske greb? 

Det var først og fremmest et greb til at binde udstillingen sammen, men også et greb til at gøre folk usikre. Gulvet er, som du siger, meget sanseligt, og første gang jeg selv gik på det, blev jeg også usikker, fordi det var så kulørt og fremmed. Vi er vant til at gulve er nogenlunde rolige; noget af det vildeste vi kender er Glyptotekets gulve med border. Men det her gulv er virkeligt vildt, så for mange mennesker kræver det noget tilvænning at færdes på det. Med den tilvænning og den nye situation, du bringes hen i, sker der et lille skub i din orientering eller din vanetænkning, fordi du er blevet berørt eller rystet. Derfor vil du se på billederne med en forskydning, der lige præcis gør dine fordomme ufunktionsdygtige og giver et fordomsfrit syn på dem. Det har i hvert fald været mit håb, og jeg tror også, det er lykkedes. Plus at gulvet som sagt fungerer som en akse, der binder udstillingen sammen, når man går fra de mindre rum, der alle har forskellig karakter. Der er rum med grafik, installation, glas, keramik og maleri, og hver gang du har bevæget ind i et af de mindre rum, kommer du igen ud i den usikre situation, der samtidig er en tråd eller en navlestreng igennem udstillingen.

 

Som kunstner forbindes du hovedsagligt med maleriet, men som du selv lige var inde på har du også beskæftiget dig med glas, keramik, grafik, installation og skulptur. Hvori består din motivation for at afprøve og beherske forskellige kunstneriske teknikker og udtryksformer, og har det haft betydning for din forståelse af maleriet?

Det er det, min kunst bærer præg af, at den er søgende, og fordi sansningen er så vedkommende for mig og er grundlæggende for hele min tilgang til tilværelsen, så er maleriet på mange måder et ret snævert felt. Når jeg laver grafik, enten i form af raderinger eller serigrafi, så bliver det en anden tilgang til det at skabe et billede. Det er nogle andre fysiske ting, jeg skal gøre end når jeg maler, et andet sæt af sansning. Især når det gælder grafik, skal det være ret planlagt, du skal kunne se dit billede, inden du overhovedet begynder på det hvide papir. Du skal på forhånd kunne forestille dig, hvordan det ser ud, for ellers når du ikke dertil i løbet af eksempelvis tre eller seks trykgange. Når man arbejder med tryk, kan man ikke bare lave om på farven eller male over, som man kan og ofte gør med maleriet. Grafikken kræver, at du kender dit billede inden, det er skabt. Med hensyn til glas og keramik er det for mig steder, hvor jeg kan lege, og netop fordi jeg hverken er glaskunstner eller keramiker, kan jeg gå til det med en legende attitude, og så kan jeg betragte resultatet mere som et resultat af den leg end en egentlig søgen efter et værk. Legen er jo ofte ret befriende, for når legen er god, bringer den os videre, den bringer os tættere på hinanden og bidrager til venskab. Så ligger der også det i det, at i et lille land som Danmark, klarer du dig bedre, hvis du har flere indgange til din kunst. Historisk set kunne sådan en som Willumsen jo også det hele, han arbejde både med grafik, maleri, keramik, skulptur og arkitektur, og det samme gælder Asger Jorn og Per Kirkeby. Hvis du vil leve af de produkter, du skaber som kunstner, så må du henvende dig bredt til forskellige slags kunstsamlere.

 

Mange af motiverne og temaerne i dine værker er hentet fra hverdagen og privatsfæren såsom kaffekander, blomster, kvinder, der gør rent i sexet undertøj, skilsmisser og strandture, som du sætter under en humoristisk, livsbekræftende, men også kritisk, ironisk lup.  Hvad er det der interesserer dig ved det tilsyneladende almindelige og banale, og hvorfor er det emner kunsten skal beskæftige sig med?   

Helt personlig interesserer det mig, fordi jeg oplever, at det er dér, i mødet med banaliteterne og måden vi håndterer dem på, at vi bliver til som mennesker. Det er dér, vores evner som menneske bliver formet og dannet. Med evnen til at kunne se sig selv lidt ude fra og kunne grine af sig selv træder vi karakter som menneske, og når nu jeg ser det at være menneske på den måde, så synes jeg også, at det er det, som min kunst skal beskæftige sig med. Da jeg var yngre, sagde folk, han maler sådan nogle erotiske billeder, og det var simpelt nok fordi, at jeg havde et stort behov for at finde ud af, hvad erotikken er, og hvad den gør mellem mennesker. Det vidste jeg faktisk ikke ret meget om dengang, da jeg lige var kommet over teenageårene, så derfor var der mange af billederne, der handlede om det.

 

Så du bruger din kunst til at afsøge din egen private undren?

Ja, fordi jeg tror ikke, at min egen undren er så anderledes end andres undren eller usikkerhed. Lige i starten var min billeder meget private, selvom jeg også forsøgte at referere til kunsthistorie med klassiske figurer som Venus, Mars og Amor. Men jeg synes, at jeg efterhånden som årene er gået, har formået at blive mere og mere almen i min kommunikation. Det har også været en bevidst bestræbelse fra min side, så flere og flere folk kan opleve min kunst. Så selvom mit udgangspunkt har været privat blev det relativt tidligt ikke bare min egen historie, jeg fortalte, men noget alment omkring min egen oplevelse. Jeg søger det almene i det private, fordi det, som jeg sagde før, er der vi bliver til som mennesker. Tænk på Per Højholts Gitte-monologer, hvor Gitte og hendes holdninger bliver til, mens hun snakker om det, og det er også lidt det, der sker for mig. Mine holdninger bliver til undervejs, men jeg maler et billede, som for eksempel i det store Familie-triptykon. Der er mine holdninger blevet afpudset i den proces, det var at lave billedet.

 

Hvad handler Familie-triptykonet om?

Det handler om den familiære situation, som er virkelighed for mange i dag med nye giftermål, bonusbørn og opdagelsen af seksualiteten på et senere tidspunkt, hvor man for eksempel springer ud som homoseksuel, efter man har fået børn. Det er det, der er indholdet i billedet kombineret med et fravær af menneskelig kontakt. De er jo ret ensomme alle de mennesker, der er i billedet, og de udsagn de kommer med vidner også om, at de ikke er blevet set eller mødt, som dem de er, men snarere som konsumerende forbrugere.

 

Så der ligger en kritik af vores måde at leve på?

Ja det kan man godt lægge ind i det, det gør ikke noget.

 

 

En gennemgående figur i dine tidlige såvel som sene værker er kaninen, og vi møder den eksempelvis som kunstner, elsker, livsnyder, tvivler eller gidsel. Hvorfor har du netop valgt at lade et dyr udspille og fremvise disse forskellige menneskelige roller og eksistentielle tilstande?

Jamen, netop ved at bruge et dyr eller en metafor bliver vi er nødt til at spørge ind til historien på en anden måde. Fordi det nu ikke er et menneske, men kanin der er så menneskelig, kan det ikke kritiseres på samme måde, som hvis det var et menneske, der stod bagbundet eller lå på en drømmeseng og var ked af det. Jeg oplever, at jeg har noget på hjertet, og for at formidle det jeg har på hjerte så bredt så muligt, vil jeg gerne undgå at blive affejet på baggrund af nogle umiddelbare fordomme. Så er kaninen også et sindsbillede på mig. Da jeg var militærnægter på Silkeborg Kunstmuseum, rejste jeg tit til København og så masser af udstillinger, og på Davids Samling så jeg et keramisk fad med en tegning af en kanin, det er den man kan se på demonstrationsskiltet, der står som introduktion til udstillingen. Jeg blev straks fortrolig med den kanin på grund af den måde den lå og trykkede sig til sig selv samtidig med at dens ører stak opmærksomt op på, og jeg tænkte: det er jo mig! Siden har jeg arbejdet med kaninen i forskellige sammenhænge bl.a. i billedserien Kaffen, Kaninen og Kvinden og bogen Bedtime Stories. Nu er den så dukket op igen, men jeg har efterhånden mange tegn jeg kan jonglere imellem alt efter, hvad jeg synes billedet skal handle om eller hvilken opgave, jeg lige får.

 

Du gør også meget brug af ornamentik i dine billeder?

Jeg synes, ornamentik er meget vigtig, fordi der ligger meget sansning i den. I mine øjne refererer den nærmest direkte til musikken, fordi den har rytme og takt, og det er det, jeg indfører, når jeg laver en række prikker, som en slags bækkenslag i billedet bare for øjnene. Det er elementer vi intuitivt forstår, fordi de kan de sanses og opleves bredt; de behøver ikke have en eller anden forkromet kunsthistorisk forklaring for at være kunst. Vi er jo omgivet af rytme. Et eternittag har en rytme, og vinduerne i en husfacade har en rytme, så derfor er det noget vi alle sammen har et forhold til og en forståelse af, uanset om vi kan lide billeder eller ikke kan lide billeder. Så fordi det rammer bredt, bruger jeg det gerne.

 

Ved siden af dine tegn og dit enkle og farvestrålende udtryk er et andet særkende de mange kitschede, burleske og overraskende krydsreferencer til kunsthistorien og populærkulturen. Er det udtryk for et ønske om en mere demokratisk og uhøjtidelig billedkultur, og relaterer det dialogiske aspekt sig til dit budskab om, at Ingen skaber alene?

Det handler om, at jeg gerne vil kommunikere med folk. Jeg opfatter ikke mig selv som en, der skal forsvare noget sådan rent kunstnerisk, det optager mig overhovedet ikke. Jeg har noget på hjertet, og det vil jeg gerne sige til mennesker. Derfor er jeg nogle gange ikke altid lige populær på parnasset, fordi jeg går uden om deres forklaringer, men jeg kan kommunikere direkte til mennesker, og det er der sgu ikke ret mange, der kan. Og jo, udsagnet Ingen skaber alene har en social eller socialistisk rod. Det var Sonja Ferlov Mancoba, der skrev det til Troels Andersen, og hun var glødende kommunist, så det har sit udspring i en social forståelse. Men det har også sit udspring i en forståelse af, hvordan vi agerer som mennesker, og hvordan historien bliver bragt videre. Selvom vi siger, at myter ikke bliver fortalt længere, så passer det jo ikke. Det, vi lærer i skolen, er jo sådan noget som oldtidskundskab og historie, så på den måde lever myterne jo videre, selvom de ikke bliver fortalt på sammen måde, som dengang man ikke havde TV. Så jeg oplever, at de stadigvæk er en levende del af vores kultur, og så kan man jo gå ind og vælge på hylderne

 

Ingen skaber alene er også titlen på en billedserie, hvor du i de enkelte værker har ladet sig inspirer af forskellige landes visuelle traditioner, symboler og sprog. Men ud over at betone de enkelte kulturers særegne karakteristika, virker det også som om du med denne serie gerne vil lægger op til en øget global og social bevidsthed og udveksling?

Ja, det er min egen dialog omkring globaliseringen og de problemer, vi støder ind i, når vi går ud i verden og vil det hele med hele verden. Men nogle steder kan man ikke det hele, eller man kan ikke få det helt på sin egen måde, fordi det ikke passer til den kultur eller ikke findes på det sprog. Så hvis vi skal være globale, må vores egen forståelse have nogle større og videre rammer. Hvis vi vil kommunikere med verden, må vi have en større åbenhed, og den større åbenhed er i mine øjne ikke et udtryk for at give køb på ens egne værdier. Tværtimod er det en mulighed for at formidle dem til andre.

 

Tak