Hvad der slår mig først er, at Lars Ravns kunst i dobbeltforstand er forbundet med det at rejse. For Lars skildrer ikke bare fjerne egne, fra sit andet hjem i Kina hos hustruen og poeten Zi Fan Mei, men også den indre rejse; en verden på kanten af fantasiens og drømmenes uafgrænsede rum.

Dem som kender Lars’ motivverden godt, de ved at hans kunst både er et dramatisk og smukt eventyrligt sted, hvor fugle, kaniner, bolde, børn, svampe, blomster, kastanjer, hjerter og bjerge konstant mødes. Billederne vokser konstant og vildt ud af malerens sind, og motiverne kan ikke umiddelbart kontamineres af de krige, migrationer og klimkatastrofer som hverdagsverdenens nyhedsstof og medie-flow ellers forsøger at bombardere os med, og derved forme os af.

Ravns kunst virker konsekvent resistent overfor disse omverdenens dystopier. Selv i de måske mest angstfyldte og spændingsmættede motiver, såsom i et af hovedværkerne Skilsmisse fra 1986 findes der et element af humor, håb og lykke. Men Ravns kunst er ikke naiv. Den er derimod ligesom Henry Heerups både personlig og universel.

Med deres fælles brug af stærke symboler som hjerter, kors og blomster, forbinder Ravn og den spontane livskunstner Heerup mennesker, og herved nedbryder de to kunstnere konsekvent afstande og skel. Det er også denne nedbrydning af afstanden mellem begreber som hverdag og fest, finkultur og livskunst som gør dem folkelige i ordets sandeste betydning.

Og netop ved deres folkelighed bliver Heerup er Ravn på avanceret vis samtidig inkarnationen af de mest ægte personlige Kunstnere. De bliver deres samtids uortodokse outsidere. I hver deres samtid er de to kunstnere således de vægtigste repræsentanter for den antiakademiske kunst. Derfor befinder de sig også både bevidst og godt i kredsen af alt det som desværre altid hurtigt bliver forvandlet til kunsthistorie, kanon og mainstream.

Men Ravn er stadig militærnægteren som ser på kunsten, og besøger museerne som en nysgerrig rejsende gæst, på besøg i billedverdens magiske slaraffenland.

Derfor hylder Ravn også ligesom Heerup eventyret. De sætter barnets frie sind og fantasi højere end noget andet. Repræsenteret ved nisserne hos Heerup og kaninerne hos Ravn, er de børn af magiens verden.

Med den slags motiver, som rummer en dyb klangbund af betydning, overgiver de sig ikke til den akademiske verdens snobberi. De lader sig ikke forsvarsløst assimilere til det traditionsforvaltende og reaktionære kunstbegreb. Denne kamp består måske paradoksalt nok af de traditionelle og universelle symboler, som afbenyttes af alle på tværs af tid og sted.  Heerup dyrkede af samme grund, og ligesom Ravn romantikkens største poet H.C. Andersen, som netop også var en folkekær kunstner, men hvis egentlige potentiale langt fra er forstået. For H.C. Andersen var jo netop både folkelig, og dermed populær, men også langt fra sin samtids autoritære ortodoksi.

Bag facaden er Ravn ligesom Heerup og H.C. Andersen en ægte kunstner, i betydningen en antiformalistisk billedpoet. Andersen, Heerup er Ravn udgør nu en treenighed af eventyrer hvis værker med tiden vokser sammen. De fremkalder cykliske hverdagsbilleder af livet som det udspiller sig til alle tider, og på alle steder. 

Ravns univers er derfor også tæt knyttet til rejsen forstået som en både fysisk men ikke mindst mental bevægelse som forener alt liv.

Han er en maler som lever op til Mahatma Ghandis definition af hvad et godt menneske kan siges at dække over, fordi han i sine billeder viser os at han først og fremmest er en ægte ven af alt ægte levende. Jeg vil derfor også beskrive ham som et godt menneske og en god ven før jeg som fagperson betegner ham som en fabelagtig maler og forfatter.

I den betydning giver H.C. Andersen velkendte udsagn ”At rejse er at leve” også en ny betydning. For at rejse handler netop om at være nysgerrig, åben og det at være til. Men hermed handler livsrejsen selvfølgelig også på subtil vis om en bevidsthed om at vi alle skal dø en dag.

I alle kulturer og til alle tider har mennesket derfor også beskrevet døden som den sidste rejse. I den mesolitiske jægerstenalder for over 7.000 før vor tidsregning blev menneskene i f.eks. gravene på Vedbæk Stationsvej, udstyret med rensdyrgevirer, flinteredskaber, hunde og fugle. De blev forberedt til den sidste rejse uden et på forhånd defineret mål.

Livskunsten er ligesom døden på den måde noget universelt. Døden sætter til alle tider sit stempel i vores på én gang standardiserede og personlige pas, uanset livssyn, politiske ståsteder, etniske baggrunde eller andre kun tilsyneladende forskelle.

Døden er på det niveau menneskets rejsekort, hvormed vi alle på skift tjekker ud. Selvom døden er det eneste som alle hver især må opleve. Ingen kan påtage sig individets død, hvorfor døden både er den personlige og universelle ukendte og abstrakte rejse på én og samme tid.

Men også de psykiske rejser handler på det niveau om overskridelser, om bevægelser, om tankernes ukontrollerbare og kontinuerlige strøm af fluktuerende og flimrende billedfremkalderser.

Steder besøges og tider genfremkaldes kontinuerligt i menneskets sind, i det konstant foranderlige nu. Fremtiden er derimod den åbne horisont som kun kan overvindes retrospektivt. Derfor er fremtiden og døden også tæt forbundne, hvilket også afspejles i menneskets fascination for utopier og tidsrejser. Rejsen er som Lars vider os det i alle sine billeder et forvandlingsrum; en udveksling som konstant finder sted mellem fortiden og den evigt åbne fremtid. Af samme grund kunne forfatteren Thorkild Hansen koncist fastslå at en vellykket rejse kun kan betragtes som en returbillet til en erfaring.

Kort før sin tidlige død i 1996 interviewede forfatteren Poul Borum i et TV. indslag på DR, den aldrende kunstner Svend Wiig Hansen kort før også han døde. I interviewet som jeg så kort tid efter jeg selv var hjemvendt fra en længere rejse til først Kina og siden Indonesien, udtalte Borum at han under den kræftsygdom som slog ham ihjel, havde konstateret hvordan han med lukkede øjne kunne vælge at befinde sig nøjagtig dér hvor han ville når han ville.

Hvor banal denne sætning måske umiddelbart lyder som, ja så rummer den alligevel en vigtig pointe. For Borum påpeger jo, at de fysiske bevægelser som vi foretager os aldrig kan adskilles eksakt fra det som vi kalder vores erfaringsverden og dermed vores personlige sindbilleder, vores drømme og visioner. Lars Ravns billeder viser os på samme måde dette.

For Lars genbesøger også de samme motiver som dem H.C. Andersen fremkaldte i sin tegnekunst i Italien. Lars viser at en rejse ikke reelt har noget fastalgt begyndelsestidspunkt eller sted ligesom den aldrig kan afsluttes eksakt. Ethvert billede forholder sig til tidligere billeder, på samme måde som rejser overlapper hinanden, fortsætter i andres spor, i forgængernes verden. Når Asger Jorn rejste efter nøjagtig den samme rute som Paul Klee tidligere havde gjort det i Tunesien handlede det om kropsligt og mentalt at sætte sig ind i forgængerens spor og sted. På samme måde genaktivere Lars både Klees og H.C. Andersens tid og rejser i sine værker.

Derfor vil jeg hævde at det som Lars’  kunst også handler om, er at skærpe vores opmærksomhed på hvordan enhver rejse i sindet rummer en uafgrænset begivenhed af eventyr og magi. At det at genbesøge eller gentage bevægelser, kortlægge erfaringer og kontakte mennesker på tværs af geografier og mentale rum, kan i den optik betragtes som den mest kondenserede form af det som vi kalder for livsverdenen.

Hvad Ravn så smukt fremviser i sine billeder er at kunsten konstant kan genstarte tiden, idet fantasiens sindbilleder genfortrylles og genfremstilles, som frit forvandlende farvestoffer på alverdens farve-flader.